• Nu er anklageskriftet klar: Kendt advokat hvidvaskede penge for både private og virksomheder

    Source: BDK Finans / 13 Sep 2024 06:05:19   America/Chicago

    Specialenheden NSK, National enhed for særlig kriminalitet, har efterforsket den store sag i halvandet år, og nu er anklageskriftet klar. Berlingske har fået aktindsigt i anklageskriftet, og her fremgår det, at den kendte advokat er tiltalt for i alt 11 overtrædelser af hvidvaskreglerne. Konkret har advokaten ifølge tiltalen ladet 33 millioner kroner strømme gennem sine egne klientkonti uden at sikre sig, at pengene ikke stammede fra kriminalitet. I tiltalen indgår også fem forhold om hvidvask af særlig grov beskaffenhed, som i de værste tilfælde kan straffes med helt op til otte års fængsel efter bestemmelserne i straffelovens §290, stk. 1 og stk. 2. Advokaten, der indtil videre er beskyttet af navneforbud, har i de fem forhold hvidvasket penge ved blandt andet at stille sin klientkonto i advokatfirmaet til rådighed for andre. Det skete i løbet af 2021 og 2022, fremgår det af anklageskriftet. Hvidvask for privatpersoner NSK skrev mandag i en pressemeddelelse, at det er politiets opfattelse, at advokaten fra maj 2021 til oktober 2022 hvidvaskede samlet 2,4 millioner kroner. Det skete ved, at advokaten modtog penge på sine klient- eller driftskonti og derefter videreoverførte dem for at skjule eller tilsløre pengenes ulovlige oprindelse. Af anklageskriftet, som er markeret »prioriteret sag«, fremgår det, at advokaten har hvidvasket penge for både virksomheder og ti privatpersoner, der er navngivet i anklageskriftet. Enkelte af disse personer er også kendte i en bredere offentlighed. Det største enkeltbeløb, advokaten er tiltalt for at have hvidvasket for en privatperson, er på 340.000 kroner. Retssagen kommer ifølge anklageskriftet til at køre ved Københavns Byret, og her vil advokaten også skulle forklare sig om et forsøg på hvidvask af særlig grov beskaffenhed for 6,7 millioner kroner i 2021. At sagen er markeret som »prioriteret« betyder, at den er af en særlig kaliber, som signalerer, at den skal have høj opmærksomhed gennem hele straffesagskæden for at sikre kort sagsbehandlingstid. Alle sager, der forventes at lede til ubetinget frihedsstraf, er »prioriteret«-sager. 33 millioner kroner De beløbsmæssigt største forhold i tiltalen er fem overtrædelser af hvidvaskloven i 2021 og 2022, da advokaten blandt andet foretog finansielle transaktioner på vegne af 15 kunder for i alt 33,3 millioner kroner – ifølge NSK uden at have foretaget den nødvendige risikovurdering og kontrol af, om pengene stammede fra kriminalitet. Advokaten er også tiltalt for at have misbrugt sin betroede stilling som advokat ved »under særligt skærpende omstændigheder« at have udleveret fortrolige oplysninger fra en straffesag, vel vidende at modtageren af oplysningerne havde til hensigt at udnytte dem. NSK vil også have advokaten frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed og anden juridisk rådgivning. NSK har imidlertid allerede sendt en begæring til retten om midlertidigt at udelukke advokaten fra at udøve advokatvirksomhed og juridisk rådgivning, indtil straffesagen er afgjort. Der er endnu ikke sat dato på, hvornår retssagen skal begynde. Advokat Anders Riisager er advokatens forsvarer i sagen. Berlingske forsøger at få en kommentar til anklageskriftet fra forsvarsadvokaten. https://www.berlingske.dk/virksomheder/nu-er-anklageskriftet-klar-kendt-advokat-hvidvaskede-penge-for-baade
Share on,